Storm P.s muser og matroner på museum

Udstillingen ‘Muser og matroner’ åbnede i lørdags på Storm P. Museet, hvor man kan fordybe sig i humor og erotik … Af Nanna Boye. nanna@lo …


Udstillingen ‘Muser og matroner’ åbnede i lørdags på Storm P. Museet, hvor man kan fordybe sig i humor og erotik …

Af Nanna Boye.

nanna@lokalavisen-frb.dk.

 

Er du til en nærmere fordybelse af »Muser og matroner – Humor og erotik hos Storm P.«, så er der serveret

For Storm P. Museet på Frederiksberg Runddel har netop i en stor tankevækkende udstilling sat fokus på forholdet mellem mand og kvinde, som det blev fortolket af Storm P.

Da Lokalavisen kiggede forbi forleden, var det da også en stolt museumsinspektør Nikolaj Brandt, der kunne fortælle om det megastore detektivarbejde, der er gået forud for udstillingen.

Han har været i museets arkiv og fundet både tegninger, akvareller og malerier til udstillingen. Godt 60 værker er udvalgt.

Udstillingen handler om forholdet mellem kønnene, og her er både plads til latter og debat.

 

Kommentar til ny lov

»I et enkelt rum har vi også en mere alvorlig side. Storm P. forholdt sig også til prostitution i København.

Det har han bl.a. skildret i et par oliemalerier, hverdagsmalerier, som han lavede omkring 1906-1910, hvor en ny lov mod prostitution blev vedtaget,« forklarer Nikolaj.

I 1906 blev prostitution og bordelvirksomhed kriminaliseret og kunne straffes med tugthusarbejde, fængsel eller tvangsarbejde.

»Det er særligt hykleriet omkring loven og prostitution, som Storm P. skildrede.

Storm P. har altid taget de svages og de udsattes side. Han var ikke på barrikaderne, men hans kunst er et indslag i debatten om kriminaliseringen af de prostituerede.

Før så man en bordelmutter, men pludselig ser man alfonser i malerierne. Desuden ses en spinkel kvinde mellem to politibetjente. Det er Storm P.s satiriske kommentar til de forringede vilkår for kvinderne, overmagten og de anholdelser, som blev foretaget,« forklarer museumsinspektøren og pointerer, at hele paletten skildres fra den dystre og rå bagside af muser og matroner til den satiriske og morsomme.

 

Storm P. – privat

»Kvinderne fylder meget hos Storm P. – også privat.

Han var både følsom og romantisk anlagt og kvinderne havde stor betydning for ham. Ikke mindst ‘Mads’, som også hjalp ham på vej i karrieren.

Ofte er det humoristens blik på forholdet mand og kvinde, og det er ingen hemmelighed, at Storm P. godt kunne lide store damer,« fortæller Nikolaj og fortsætter:

»Vi viser også hans tegninger af mere erotisk karakter. Andre sider end den klassiske Storm P., som de fleste kender.«

På udstillingen er der også et rum, hvor der er fokus på Storm P.’s privatliv.

Her er kærlighedsbreve, dagbogsnotater og fotos fra hans forhold og til de to kvinder, han var gift med.

Som 19-årig forelskede han sig i den 23 år ældre Lydia Sørensen, også kaldet ‘Mads’ – gift og mor til to. De blev gift i 1913 og Lydia var hans muse og støtte.

Lydia døde i 1924, og året efter giftede Storm P. sig med Ellen, som han havde forelsket sig i på en tur til Fanø i 1920. Med sin anden kone var han gift livet ud.

 

Fernisering og debat

»Humoren og kønsrollerne har forandret sig gennem tiderne. Der er sket meget siden visen ‘Konen, kællingen, madammen’ blev sunget i Cirkusrevyen i 1938, og med den seneste debat med #MeToo er udstillingen om kønnene blevet ekstra aktuel,« forklarer Nikolaj og fortæller, at der i løbet af april arrangeres forskellige debataftener med temaet muser og matroner.

Kommentarer