50.000 stemmer – og du er MF’er for en dag

Nu kan almindelige borgere fremsætte forslag i Folketinget og om en måned kommer turen til kommunerne.   Af Flemming Saugmann. red@loka …


Nu kan almindelige borgere fremsætte forslag i Folketinget og om en måned kommer turen til kommunerne.

 

Af Flemming Saugmann.

red@lokalavisen-va.dk.

 

I ly af julefreden vedtog Folketinget 19. december 2017 et forslag til lov om etablering af en ordning for borgerforslag med henblik på behandling af Folketinget.

Ordningen går ud på, at alle personer med stemmeret til folketingsvalg kan stille et borgerforslag, hvis mindst tre personer vil være medstillere af forslaget og det overholder reglerne for ordningen.

 

Nogen skal fremsætte det

Nået så vidt kræver det »blot«, at 50.000 borgere med stemmeret til folketingsvalg herefter støtter borgerforslaget, – der så kan blive fremsat som beslutningsforslag og behandlet og stemt om i Folketingssalen.

Men kun måske. Først skal partierne i Folketinget nemlig tage stilling til, hvem der vil fremsætte forslaget som et beslutningsforslag i Folketinget. For forslaget bliver ikke automatisk fremsat i Folketinget, når det har opnået 50.000 støttere.

Det skyldes, at grundloven siger, at det kun er medlemmer af Folketinget og ministre, der kan fremsætte forslag i Folketinget.

Forventningen er, at det som hovedregel vil være de politiske ordførere fra de partier, der støtter ordningen om borgerforslag, der i fællesskab fremsætter forslaget.

Og flere demokratiske værktøjer er på vej ned i værktøjskassen, helt ned på det kommunale plan.

 

Bindende afstemninger

For her barsler indenrigs- og økonomiminister Simon Emil Ammitzbøll med et forslag om, at et flertal skal kunne udskrive bindende folkeafstemninger i kommunerne. Et lovforslag, der allerede har et flertal i Folketinget bag sig, og som ventes fremsat i slutningen af denne måned.

 

Samme EU-spillergler

I EU findes en lignende ordning: det europæiske borgerinitiativ, som giver en gruppe af borgere i EU mulighed for at opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte et lovforslag inden for et af EU’s kompetenceområder.

Her skal et borgerinitiativ dog være underskrevet af mindst 1 million EU-borgere, for at der kan stilles et forslag til Europa-Kommissionen.

Kommentarer