Med løverne i hulen

Af Benedicte Lorenzen. belo@minby.dk. Foto: Michael Paldan.   En høj, brølende knurren lyder fra et af burene i Zoo’s løvestald. Det er …


Af Benedicte Lorenzen.

belo@minby.dk.

Foto: Michael Paldan.

 

En høj, brølende knurren lyder fra et af burene i Zoo’s løvestald. Det er tydeligt, at den omkring 180 kilo tunge hunløve er utilfreds. Årsagen vil da nok også vække forståelse i de fleste mødre. Tre bure derfra sidder nemlig hendes tre unger på blot fire uger.

Adskillelsen bliver dog kort, for Zoo’s chefdyrlæge Carsten Grøndahl og dyrepasserne ved præcis, hvad de skal gøre:

»Dyrepasserne holder en unge hver, og så tjekker vi kønnet, sætter en chip i nakken, tjekker at chippen virker, og så vejer vi løven. Herefter bliver de så sat tilbage igen. Det skal helst gå lidt hurtigt, for moren bryder sig ikke om det,« fortæller han.

Der går da heller ikke lang tid, så har chefdyrlægen og dyrepasser Mette Krøll placeret tre bedårende løveunger i favnen på de ventende dyrepassere. Første løveunge viser sig, at være en pige på 4,84 kilo. Næste løveunge er også en hun, som vejer hele 5,1 kilo. Og så er der kun en tilbage:

»Mon ikke det er en han?,« gætter Mette Krøll, og det skal snart vise sig, at hun får ret. Den sidste løveunge i flokken er ganske rigtigt en lille dreng på blot 4,48 kilo. Det er svært at forestille sig, at han om ganske få år vil veje op mod 200 kilo, som hans far, der står stolt udenfor og skuer ud over en vintergrå Zoo.

Se flere forrygende billeder på Valbybladet.dk.

 

Kommentarer